KLASSEVÆRELSET


KLASSEVÆRELSET er et stedspecifikt klasseprojekt for 6. - 10. klassetrin, hvor scenekunstnerne sammen med eleverne undersøger og udfordrer hverdagen i klasseværelset for en stund. Vi stiller skarpt på de stemninger, vaner, situationer og fysiske muligheder der er i netop jeres klasse.


Hvordan kan vi bruge rummet, stole og borde på nye kreative måder? Hvilke stemninger, situationer, ritualer og hierarkier oplever eleverne i hverdagen?

Ud fra typiske bevægelsesmønstre og scenarier i klassen, udvikler vi dramatisk og koreografisk materiale. Sammen med øvelser fra fysisk teater og moderne cirkus skaber vi små visuelle fortællinger som bliver til en lille visning i slutningen af projektet.

Igennem den kunstneriske proces reflekterer klassen i fællesskab over deres fælles hverdag. Ved at se på det vante rum og hinanden i et nyt og legende perspektiv, åbnes der muligheder for at agere anderledes i hverdagen, bryde nogle mønstre og relatere til hinanden på nye måder – og vende klasseværelset på hovedet.


Projektet tilbydes i samarbejde med Teaterskolen Teaterbutikken.

Undervisere Stine Eva Jørgensen og Josephine Wulff Randrup


For booking og mere om Teaterbutikken læs her